Ekkolod: sådan virker sonar, billedvisning og GPS

Et ekkolod er et instrument, der sender lyd ned i vandet og viser dig, hvad der er under båden: dybden, bundens form og hårdhed, planter, sten og ofte også fisk. For lystfiskere er det et af de mest nyttige stykker udstyr, når der fiskes fra båd, jolle eller kajak, fordi rovfisk sjældent står tilfældigt. De samler sig ved kanter, huller, plateauer og stenrev, og dem kan du ikke se fra overfladen. Siden forklarer i generelle træk, hvordan teknikken virker, hvad de forskellige visninger viser, hvordan du placerer transduceren, og hvordan du bruger skærmen, når du fisker med jig og vertikalt. Vi nævner ingen bestemte modeller, fordi principperne er de samme på tværs af mærker.

Hvordan virker et ekkolod?

Princippet er enkelt. En transducer, som er en lille lydgiver og lydmodtager, sidder i vandet under båden. Den sender en kort lydpuls nedad. Lyden bevæger sig gennem vandet, rammer bunden eller en fisk og kastes tilbage som et ekko. Transduceren opfanger ekkoet, og apparatet regner ud, hvor lang tid der gik, fra pulsen blev sendt, til ekkoet kom tilbage. Da lyden bevæger sig med en kendt hastighed i vand, kan tiden omsættes til en afstand. Det er dybden.

Pulsen sendes mange gange i sekundet, og hvert ekko tegnes som en lodret streg på skærmen. Den nyeste streg kommer ind fra højre, og de ældre glider mod venstre. Skærmen viser altså ikke et øjebliksbillede, men en historie over det, båden har sejlet hen over. Det er vigtigt at forstå, når du læser billedet: det, der er til venstre på skærmen, har du allerede passeret.

Ekkoets styrke fortæller også noget. En hård bund som sten og grus sender et kraftigt ekko tilbage, mens blød mudderbund sluger mere af lyden og giver et svagere signal. Mange skærme viser forskellen med farver eller med tykkelsen af bundstregen. En fisk med svømmeblære giver et tydeligt ekko, fordi luften i blæren kaster lyden godt tilbage.

Frekvens og lydkegle

Lyden sendes ikke ud som en tynd stråle, men som en kegle, der bliver bredere, jo dybere den når. Keglens bredde afhænger af frekvensen. Som tommelfingerregel giver en lav frekvens en bred kegle, der når dybt og dækker et stort område, men med færre detaljer. En høj frekvens giver en smal kegle med flere detaljer, men den når ikke så dybt. Mange apparater kan bruge flere frekvenser, og nogle kan vise dem side om side. På lavt vand er den høje frekvens ofte den mest brugbare, mens den lave er nyttig på dybt vand og til at få overblik.

Kegleformen forklarer også, hvorfor en fisk kan se ud som en bue på skærmen. Når båden nærmer sig en fisk, rammer kanten af keglen den først på lidt længere afstand. Når båden er lige over fisken, er afstanden kortest, og når båden er forbi, bliver afstanden igen længere. Det tegner en bue. Buen er tydeligst, når båden bevæger sig langsomt og jævnt. Ligger båden stille, tegner en fisk, der står stille under den, i stedet en lige streg.

2D sonar: den klassiske visning

Den traditionelle visning kaldes ofte 2D sonar. Den viser ekkoerne fra keglen som streger og buer over en bundlinje. Det er den visning, der er bedst til at vise fisk, fordi en fisk giver et klart ekko, der skiller sig ud fra vandet omkring den. Du ser også springlag, store stimer af småfisk, planter, der står op fra bunden, og selve bundens form. Til de fleste lystfiskere er 2D visningen den, de bruger mest, og den findes på stort set alle apparater.

Svagheden er, at 2D sonaren ikke viser, hvor i keglen en fisk står. En fisk, der står lidt til siden for båden, kan se ud, som om den står lige under den. Den viser heller ikke formen på sten og strukturer særlig tydeligt. Det er det, de nyere billedvisninger er lavet til.

Down imaging og side imaging

Mange nyere apparater har ud over 2D sonaren en eller to billedvisninger. De sender en meget tynd og høj frekvens ud i en vifte i stedet for en kegle, og resultatet ligner mere et billede af bunden end en graf.

Down imaging

Down imaging ser lige ned under båden og viser bunden, sten, grene og planter med mange detaljer. Det er godt til at se, om en kant består af sten eller af mudder, og om der står væltede træer eller planter, hvor fisken kan gemme sig. Fisk vises ofte som små lyse prikker eller streger i stedet for buer, og derfor bruger mange down imaging og 2D sonar sammen på en delt skærm.

Side imaging

Side imaging ser ud til begge sider af båden i stedet for nedad. Det lader dig afsøge et stort område på kort tid og se stenrev, kanter, dybe huller og stimer et stykke væk fra båden. Billedet er tydeligst, når båden sejler langsomt og i en lige linje. Side imaging er især nyttigt til at finde strukturer på store søer og i fjorde, som du derefter kan fiske af mere grundigt.

Nogle apparater har også en live visning, hvor en særlig transducer viser bevægelser i vandet næsten i realtid, så du kan se både agnet og fisken. Det er et mere specialiseret udstyr, og princippet om at lære at læse skærmen er det samme.

GPS og kort

De fleste moderne apparater er en kombination af ekkolod og GPS, og mange kan vise søkort eller dybdekort. En kortplotter viser bådens position på et kort, og den lader dig gemme punkter, hvor du har fundet en god kant eller fået fisk. Næste gang kan du sejle direkte tilbage til punktet. Mange gemmer også det spor, båden har sejlet, så du kan se, hvordan du har dækket et område, og følge den samme kant igen.

Nogle apparater kan selv tegne et dybdekort ud fra de målinger, båden tager, mens den sejler. På mindre søer, hvor der ikke findes gode kort, kan det være en stor hjælp. GPS er også en sikkerhed: på store vande og i tåge er det rart at kunne se, hvor man er, og hvor man kom fra.

Spørgsmålet om den bedste gps til båd har ikke ét svar. Det afhænger af, hvor stor båden er, hvor du sejler, og om du vil have kort, dybdekort og ekkolod i samme skærm eller hver for sig. Til en lille jolle på en sø er en enkel kombimodel ofte nok. På kysten og større vande er gode søkort og en skærm, der kan læses i sol, vigtigere.

Ekkolod til båd, jolle og kajak

Hvordan apparatet monteres, afhænger meget af fartøjet. På en større båd sidder skærmen fast ved styrepladsen, og strømmen kommer fra bådens batteri. I en lille jolle eller en udlejningsbåd er en bærbar løsning ofte mere praktisk. En bærbar fishfinder til jolle sidder i en kasse eller taske med sit eget batteri, og transduceren monteres på en arm eller en klemme på agterspejlet. Så kan du tage hele systemet med hjem efter turen og bruge det i forskellige både.

Et ekkolod til jolle skal være let at sætte op, og skærmen skal kunne læses i sollys. Tænk også på, hvordan kablerne føres, så de ikke ligger i vejen, når du kaster og lander fisk. Fra kajak er pladsen endnu mindre, og her findes der små skærme og holdere, der er lavet til formålet. Læs mere om fiskeri fra fiskekajak, hvor sikkerhed kommer før alt grej.

Et ekkolod til båd kan være større, med en bredere skærm og flere visninger. Jo større skærm, jo lettere er det at have 2D sonar, billedvisning og kort på samme tid. Skærmen skal sidde, så du kan se den fra den plads, hvor du fisker, og ikke kun fra rattet. Mange monterer den på en drejelig arm. En fiskestang holder i nærheden af skærmen gør det let at sætte stangen fra sig, mens du kigger eller styrer.

Placering af transduceren

Transduceren er den vigtigste del af systemet, og en forkert placering giver et dårligt billede, uanset hvor god skærmen er. Den skal sidde i rolig og ren vandstrøm under båden. Luftbobler og turbulens forstyrrer lyden og giver uro på skærmen, især når båden sejler hurtigt.

• På agterspejlet: den mest almindelige løsning på mindre både. Transduceren skrues eller spændes fast på agterspejlet, så den lige netop stikker ned under bunden af skroget. Den skal sidde væk fra propellen og væk fra ribber, nitter og trin i skroget, der laver bobler.
• Gennem skroget: på større både bores transduceren igennem skroget. Det giver et godt signal, men kræver, at det gøres ordentligt, så båden forbliver tæt.
• Inden i skroget: på nogle skrog kan transduceren limes fast på indersiden og sende lyden gennem skroget. Det kræver et massivt skrog uden luft eller skum imellem, og billedet bliver normalt lidt svagere.
• På elmotoren: mange monterer transduceren på elmotoren foran i båden, så den ser det område, du fisker i, når du sejler langsomt på motoren.
• På arm eller klemme: den bærbare løsning til joller, lejede både og kajakker.

Uanset løsning skal transduceren pege lige ned, når båden ligger i vandet med normal last. Står den skævt, ser du ikke det, der er under båden. Prøv dig frem i lav fart, og juster, til bundlinjen er skarp og jævn.

Sådan læser du skærmen

At læse en sonar er noget, man lærer ved at bruge den. Start med at sejle over et område, du kender, og se, hvordan bunden ser ud på skærmen. Læg mærke til, hvordan en hård stenbund giver en tyk og lys bundlinje, og hvordan en blød bund giver en tyndere og mørkere linje. Se efter steder, hvor dybden ændrer sig hurtigt. Det er kanterne, hvor rovfisk ofte jager.

Fisk vises som buer eller prikker over bunden. Store stimer af småfisk ses som skyer eller pletter. Hvis du ser byttefisk og større buer i nærheden, er der gode chancer for, at rovfisken jager. Planter vises som lodrette strå fra bunden. Et springlag, hvor varmt og koldt vand mødes om sommeren, kan ses som et svagt vandret bånd i vandet, og fisk står ofte lige over eller under det.

Brug følsomheden med omtanke. Sat for lavt viser apparatet ikke små fisk og detaljer. Sat for højt fylder skærmen med støj. De fleste starter i automatisk indstilling og justerer derfra, når de har lært apparatet at kende.

Ekkolod til fiskeri med jig og vertikalt

Et ekkolod til fiskeri gør mest gavn ved jigfiskeri og vertikalfiskeri fra båd. Ved vertikalfiskeri sænker du agnet lige ned under båden og fisker det lige over bunden. Her kan du ofte se både agnet og fisken på skærmen. En gummifisk på et jighoved vises som en streg, der går op og ned, og når en fisk kommer op til agnet, kan du se den nærme sig. Det giver en helt anden kontrol end blindt fiskeri. Ved jigfiskeri fra en drivende båd hjælper skærmen dig med at holde båden over den rette dybde og langs den kant, hvor fiskene står.

Sandart og aborre står ofte tæt ved bunden på kanter og i dybe huller, og netop her viser sonaren sin styrke. Mange vertikalfiskere sejler først et område af på billedvisning for at finde fisk og strukturer, gemmer et punkt med GPS og fisker derefter langsomt hen over stedet med 2D sonaren som øjne under båden. Brug bløde agn i flere størrelser og farver, og se, hvordan fiskene reagerer. Læs mere om agnene på siden om fiskeagn og om gummifisk i ordbogen under gummifisk.

Om vinteren kan små, bærbare apparater også bruges ved isfiskeri, hvor transduceren hænges ned gennem hullet. Så kan du se dybden og om der er fisk under hullet, før du bruger tid på det.

Hvad er det bedste ekkolod?

Det bedste ekkolod for dig afhænger af, hvordan du fisker. Tænk over disse spørgsmål, før du vælger:

• Hvor fisker du? En lille sø kræver ikke det samme som en dyb fjord eller kysten. På dybt vand er lavere frekvenser og effekt vigtigere.
• Hvilken båd har du? En fast båd kan have en fast installation. En jolle, en udlejningsbåd eller en kajak har mest gavn af en bærbar løsning.
• Hvilke visninger har du brug for? 2D sonar er grundlaget. Down imaging og side imaging giver mere detaljer om bunden og strukturer.
• Har du brug for kort og GPS? Til at gemme steder og sejle sikkert på store vande er det en stor fordel.
• Hvor stor skal skærmen være? En større skærm er lettere at læse, især med delt visning, men fylder mere og bruger mere strøm.

Mange nøjes med et simpelt apparat i begyndelsen og opgraderer, når de har lært at læse skærmen. Hvis du ser efter kortplotter tilbud, så sammenlign funktionerne, og tjek, at transduceren passer til den måde, du vil montere den på.

Typiske fejl i starten

Mange nye brugere sejler for hurtigt, når de leder efter fisk. I høj fart bliver billedet uroligt, og buerne bliver til korte streger, der er svære at tolke. Sænk farten, når du afsøger et område. En anden fejl er at stole blindt på fiskesymboler. Mange apparater kan vise et lille fiskeikon i stedet for selve ekkoet, men funktionen kan tage fejl af planter, luftbobler og affald. Slå den fra, når du har lært at læse de rå ekkoer, så ser du mere. Den tredje fejl er at bruge al tiden på skærmen og glemme fiskeriet. Sonaren er et hjælpemiddel til at finde de rigtige steder. Når du har fundet dem, er det agnet, præsentationen og tålmodigheden, der fanger fisken.

Strøm, kabler og vedligehold

De fleste apparater kører på strøm fra et batteri. På en større båd er det bådens eget batteri, mens bærbare løsninger har et separat batteri. Sørg for, at batteriet er ladet før turen, og at stik og kabler er tørre og rene. Saltvand angriber stik og forbindelser, så skyl transduceren og holderen i ferskvand efter en tur på havet. Tør skærmen af med en blød klud, så den ikke bliver ridset. Transduceren kan med tiden få begroning, som forstyrrer lyden, og den skal holdes ren.

Husk fiskeriet og reglerne

Sonaren viser dig, hvor fisken er, men den ændrer ikke på reglerne. Alle fisk har et mindstemål, og flere arter er fredet i dele af året. Sandart er for eksempel fredet i ferskvand fra 1. til 31. maj. Du finder reglerne på siderne om fredningstider og mindstemål. Fisk, du genudsætter, skal håndteres skånsomt og hurtigt, især hvis de er hentet op fra dybt vand. Læs mere om catch and release og om sandart.